Ja Las han vill’ te kjøbstad  kjør’
alt i hans gode slæde,
og da han kom te kjøbstad gård,
da hø’r han de bønder de kvæde.
“Ja Gud bevår’ mi’ madpose wel,
for æder æ sow ‘en, så sulter jeg ihjel.
 Vel an, vel an sa’ Las.

Den sow hun rendt’ ad kjøbstadsgåed
Med smørret i sin munde,
Og Las fulgde efter med æ træsko i hans hånd,
de sukked’ af hjertens grunde.
”Skam sku’ du få du slemme grå sow,
Du kunne la’ mæ behold’ min madpues i ro.”
 Vel an, vel an sa’ Las.